onsdag den 16. februar 2011

Stien ved Lille Høgsholt Bæk


Stien starter ved indgangen til skoven ved bækkens østlige højdedrag, ved enden af markvejen fra Uhre landsby (ved Petersmindevej). Fra Uhre til skoven er der en tur pa ca. 1 km. Ruten i skoven og langs bækken og tilbage til kanten af skoven er ca. 800 meter. Samlet set, fra bebyggelse ved Uhre er ruten pa ca. 2,8 km. Når Planetbyen er mere udbygget vil afstanden fra de nye veje og boliger i Planetbyen til stien ved bækken blive reduceret fra knap 1 km. til ca. 250 meter.

Stien i skoven begynder med kig ud over dyrkede marker, og ud over Vejle Ådal, og
Kongens Kær, som kan ses mod syd. Skoven er primært fredsskov i en meget dyb dal som indeholder et af de vandløb i Danmark med størst fald. Lille Høgsholt Bæk blev forbavsende nok først kortlagt for alvor i forbindelse med VVM-redegørelsen "Forbindelsesvej vest om Uhre" i 2008. I denne redegørelse kan man læse at bækkens og naturområdets kvalitet vurderes som meget høj. Bækkens fysiske og biologiske tilstand opnår den højest opnåelig klassificering.

Der er tale om en skov i drift, så der vil være områder med ung vækst og med ældre skovvækst. Der er tale om varieret skovdrift med løvskov og nåleskov, samt et rigt fugle og dyreliv. På forskellige ture i skoven og langs bækken er der set rød glente, hørt fuglekonge, og set tegn på ugler.

Stiforløb i skoven:
Fra skovens kant er der plateau med udkig over den dybe dal. Her er der etableret et
rekreativt opholdssted med bord/bænk sæt. Herfra drejer man mod sydvest, mod et udkigspunkt, med flot udkig over dalen. Fortsætter man mod vest ender man ved endnu en bord/bænk sæt tæt ved skråningen ned mod bækken. Her er der etableret en klatresti med reb. Her kan man klatre ned til en sti som fortsætter opstrøms langs bækken (mod nord).

Fra udsigtspunktet kan man vandre tilbage til plateauet og dreje mod nord og gradvist nedad eksisterende skovej mod vest og syd, hele vejen ned til bækken. Ned i nærheden af bunden af klatrestien kan man dreje mod højre og vandre opstrøms langs bækken. Der er på denne del af stien en afstikker til bækken, hvor der i foråret 2011 etableres en lille bro til den modsatte bred. Her etableres en bænk, hvor man kan sidde og nyde lyden af vandet og kigge nedstrøms.


Herfra kan man gå tilbage til hovedstien og fortsætte mod nord, over et flot lille tilløb til Lille Høgsholt Bæk. Der følges en trampesti op mod den eksisterende skovvej. Denne vej fører tilbage mod syd over tilløbet til bækken og tilbage til udgangspunktet ved plateauet.


-Peter 16.2.2011

onsdag den 1. december 2010

Vinter opmålingstur



Der var en flot stemning på stien tirsdag den 30.11 da Annelise, Thomas og Peter var på "opmålingstur" til Høgsholt Bæk. Vi skulle ned og måle op til en lille gangbro over bækken, samt lave nogle GPS målinger til stikortet. Alt gik fint, men vi var godt trætte i benene da vi nåede tilbage til Petersmindevej efter 2½ timer i skoven.




Dalen er så dyb og beskyttet, at det nærmest var vindstille der, mens det blæste en del oppe på markerne. Der er virkelig ro ved Høgsholt Bæk.









Midlertidige spor i landskabet



søndag den 31. oktober 2010

2. arbejdsdag Søndag 31/10

Et stort hold af engagerede stiinteresserede deltog i den til dato mest succesfulde arbejdsdag. Borde og bænke blev transporteret til skoven af en god ven med traktor og vogn. Herefter blev der arbejdet med pælebord, spader, buskrydder og stor energi. Vi har fået opsat 2 bord/bænke sæt, 2 udsigtsbænke og afmærket hele stien. Vi har også med hjælpsom ekspertise fra kyndig klatreekspert opsat klatretov op ad skrænten. Det er nu testet adskillige gange af "store børn", så der skulle være garanti for kropslig udfoldelse også af de små.

Se billeder fra dagen på vores webalbum picasaweb.google.com/stifinderwade

mandag den 11. oktober 2010

Arbejdslørdag i Skoven, d. 16/10

Stifindergruppen gennemfører så meget som muligt af det 3 projekt, sådan som det er blevet vist frem for mange interesserede på Naturens dag. Vi håber som minimum at få kørt nogle sten ned til en sumpet overgang, og at få sat markeringspæle op på ruten. Er du en af dem der ligesom vi gribes af ideen om at gøre dette stykke natur tilgængelig så meld dig endelig til under fanerne du kan maile til os på stifinderne(at)hotmail.com;

Du kan se mere om arbejdsdagen på Vores hjemmeside

søndag den 12. september 2010

Naturens dag 12/9 2010


Vores arrangement på Naturens dag løb idag af stablen med overvældende succes - vi talte mellem 50 og 60 deltagere, alle med godt humør og indstillet på at nyde naturen i den tilstand den var i idag - lidt våd. Vi fik lejlighed til at vise ruten frem som vi har tænkt den indtil nu og fik også indhøstet nye mailadresser til vores mail-liste. Vi må sige at ruten artede sig som vi havde tænkt og det er bestemt overkommeligt at løse de problemer der er omkring vand mv. og få opstillet bænke mv. Men det kræver lidt hurtigt benarbejde... Der ligger allerede nu enkelte billeder fra arrangementet ligesom man kan give sin mening til kende her til venstre.

torsdag den 19. august 2010

Naturens Dag - Tur til Høgsholt Bæk

Så er det snart Naturens Dag - Søndag den 12. september - og vi har lanceret en tur der hedder "Genopdagede stier i Uhre Skov". Start: 14:00 Slut: 16:00 Tilmelding ikke nødvendig.
Mød op ved Petersmindevej 59, ved gården Elmelund. Altsammen på Uhrhøj her i den nordlige del af Vejle by (for jer der kommer lang vejs fra).

Tag kaffe/te og kage/kiks i rygsækken og drage ud sammen med os på nye/gamle stier i fantastisk flot natur i Uhre skov. Her er rislende vandløb (Høgsholt Bæk), stejle skrænter, store træer og flotte udsigter både ind i Vejle ådal og ud til fjorden (den med fjorden kan være svært... det kræver en afstikker mod Himmelpind-området som vi nok ikke kan nå denne dag, men det kan vi drøfte når vi ser hvor mange vi er).

Vil du vide mere kontakte Thomas Lundsgård, tlf. 41417829 eller thomas.lundsgaard@tunet.dk

Sidste nyt:
Stierne er trampestier og gamle hjulspor som fordrer at man er istand til at bevæge sig ubesværet i naturen - vejret idag er desværre ikke med os, men turen er beset og bestemt gennemførlig. Det anbefales at påklæde sig regntøj, overtræksbukser og vandtætte støvler da der er vådt højt græs mv. der skal forceres. Man kan medbringe kaffe og kage men den vil nok skulle indtage stående. Vi håber på en god tur.
/thomas

søndag den 11. april 2010

Kortlægningstur Høgsholt Bæk 11. april 2010


Fremragende tur i dag med guiden Niels og deltagerne Thomas, Annelise og undertegnede. Niels vil tegne turen på kort om et par dage og sende rundt til os. Ruten gik langs skovveje mod nord langs skråningerne ned mod Høgsholt Bæk, over bækken ved en bro, mod nord igen og senere langs den vestlige skråning mod syd (nedstrøms), ned til det gamle dambrug (nu en sø) og igen mod nord langs den østlige side af bækken, op til en skovvej, som fører tilbage til startpunktet. Til venstre ser vi Thomas tage temperaturen på bækken.