onsdag den 16. februar 2011

Stien ved Lille Høgsholt Bæk


Stien starter ved indgangen til skoven ved bækkens østlige højdedrag, ved enden af markvejen fra Uhre landsby (ved Petersmindevej). Fra Uhre til skoven er der en tur pa ca. 1 km. Ruten i skoven og langs bækken og tilbage til kanten af skoven er ca. 800 meter. Samlet set, fra bebyggelse ved Uhre er ruten pa ca. 2,8 km. Når Planetbyen er mere udbygget vil afstanden fra de nye veje og boliger i Planetbyen til stien ved bækken blive reduceret fra knap 1 km. til ca. 250 meter.

Stien i skoven begynder med kig ud over dyrkede marker, og ud over Vejle Ådal, og
Kongens Kær, som kan ses mod syd. Skoven er primært fredsskov i en meget dyb dal som indeholder et af de vandløb i Danmark med størst fald. Lille Høgsholt Bæk blev forbavsende nok først kortlagt for alvor i forbindelse med VVM-redegørelsen "Forbindelsesvej vest om Uhre" i 2008. I denne redegørelse kan man læse at bækkens og naturområdets kvalitet vurderes som meget høj. Bækkens fysiske og biologiske tilstand opnår den højest opnåelig klassificering.

Der er tale om en skov i drift, så der vil være områder med ung vækst og med ældre skovvækst. Der er tale om varieret skovdrift med løvskov og nåleskov, samt et rigt fugle og dyreliv. På forskellige ture i skoven og langs bækken er der set rød glente, hørt fuglekonge, og set tegn på ugler.

Stiforløb i skoven:
Fra skovens kant er der plateau med udkig over den dybe dal. Her er der etableret et
rekreativt opholdssted med bord/bænk sæt. Herfra drejer man mod sydvest, mod et udkigspunkt, med flot udkig over dalen. Fortsætter man mod vest ender man ved endnu en bord/bænk sæt tæt ved skråningen ned mod bækken. Her er der etableret en klatresti med reb. Her kan man klatre ned til en sti som fortsætter opstrøms langs bækken (mod nord).

Fra udsigtspunktet kan man vandre tilbage til plateauet og dreje mod nord og gradvist nedad eksisterende skovej mod vest og syd, hele vejen ned til bækken. Ned i nærheden af bunden af klatrestien kan man dreje mod højre og vandre opstrøms langs bækken. Der er på denne del af stien en afstikker til bækken, hvor der i foråret 2011 etableres en lille bro til den modsatte bred. Her etableres en bænk, hvor man kan sidde og nyde lyden af vandet og kigge nedstrøms.


Herfra kan man gå tilbage til hovedstien og fortsætte mod nord, over et flot lille tilløb til Lille Høgsholt Bæk. Der følges en trampesti op mod den eksisterende skovvej. Denne vej fører tilbage mod syd over tilløbet til bækken og tilbage til udgangspunktet ved plateauet.


-Peter 16.2.2011